Håndarbejde

Siden den tidlige barndom har jeg nørklet med et eller andet. Min mor var meget kreativ, og det smittede af på mig.

Det var tidligt dukketøj – jeg lavede endda mine egne små dukker af skumgummi. Det lyder mærkeligt, men jeg har desværre ikke gemt nogle af dem. De har sikkert heller ikke været særligt kønne, men jeg elskede dem.

Jeg husker den første trøje, jeg strikkede, og den stolthed jeg følte. Senere blev det lædertasker, som jeg solgte til mine kolleger helt tilbage, da jeg var i SAS.  

Da vi flyttede til Oslo, faldt jeg over nogle skønne dukker, som jeg lavede om til nisser. Det blev til en større produktion af nisser i alle størrelser til både private, hoteller og skoler.

I de unge dage syede jeg alt mit tøj og deltog på adskillige tilskærerkurser. I dag er det strikketøjet, der får mig til at slappe af – især foran fjernsynet.