Robin og Ricky

Vores første Cavalier King Charles Spaniels

Robin og Ricky

Efter nogle dejlige år som udstationeret i Manila i Filippinerne gik turen til England. Vi havde mistet vore 3 dejlige Cocker Spaniels, så vi skulle ikke have nogle hund i karantæne, som det var den gang. Heldigvis kan man sige.
På et besøg i London på Cruft – verdens største hundeudstilling fik jeg en kontakt, der førte os til en skøn kennel i Wales.

Mrs Bridges havde en 5 mdr. gammel Blenheim til salg – og så var vi solgt. Robin var helt speciel med et hjerte af guld. Et år senere fik vi fra samme kennel en fætter en tricolore Der fik navnet Ricky. De fulgte senere med os til et dejligt liv i Oslo og senere tilbage til Danmark. Vi bevarede kontakten til Bridges indtil hun døde.

At Robin var helt speciel fortæller jeg i den følgende historie:

Robin og Sir Henry

Man siger englænderne er et excentrisk folkefærd. Det sagde jeg i hvert fald indtil for ca. 30 år siden. Vi var netop flyttet til Midtengland, og havde fået vores første Cavalier King Charles Spaniel. Han hed Robin og kom fra Ledbury, en lille by i Wales.

Vi fik Robin, da han var 6 mdr. gammel. På grund af et lille underbid blev han kasseret til udstilling – og godt for os.

Han var født på en gård hos en dejlig familie, som foruden at drive en lille kennel med opdræt af Cavalier King Charles, også havde udstillingskvæg og udstillingsfjerkræ – plus en masse katte.

At Robin havde et sundt og naturligt forhold til andre dyr, erfarede vi hurtigt, da vi en dag gik en tur rundt om søen i den lokale park og opdagede en daggammel gæsling, som lå i vandet og gispede efter vejret. Af en eller anden grund var den blevet udstødt af de andre gæs. Måske var den faldet for tidligt ud af reden.

Vi samlede den op, og da vi kom hjem kom den under hårtørreren. Det tog ikke lang tid, før den løb omkring og var frisk.

Robin havde hele tiden været i nærheden og nussede og pudsede den lille fyr, som straks blev kaldt Sir Henry. Ikke underligt at den straks knyttede sig til Robin. De lå og sov sammen, de spiste sammen, de små-nappede hinanden. Sir Henry veg ikke tilbage for at nippe Robin i munden og hive ham i ørerne. Og Robin så bare tilbedende på den lille fyr med sine store sorte øjne.

Når Robin gik tur var Sir Henry ved hans side. oplevede vi faktisk at folk kom ud og tog billeder af os, når vi gik ned ad vejen.. Og da var det, jeg pludselig kom i tanker om, at jeg altid havde sagt – at englændere er et excentrisk folkefærd. Så ikke et ondt ord mere om det.
Sir Henry voksede sig desværre stor og stærk, og det blev tid til at sige farvel til ham. Det blev en sorgens dag. Vi havde fået anbragt ham på en nærliggende bondegård, men Robin og jeg tog ofte en tur ud og besøgte Sir Henry.

Da det viste sig, at Sir Henry var en dame, blev hun omdøbt til Henrietta. Næste forår fik hun selv et kuld unger, og så havde hun glemt alt om Robin.